25 år i garderverdenen – Et lille tilbageblik og et kig ud i fremtiden

En svær periode

Dog mindes jeg et efterår et 2-3 år efter jeg var startet. Her var jeg gået lidt død i det. Jeg synes jeg havde lært det meste af det jeg skulle og savnede nok lidt nogle nye målsætninger. Desuden var det en lidt død periode i garden, hvor der ikke skete så meget. Så jeg besluttede mig for at jeg ville stoppe og meldes ud af garden. Dette sagde jeg så til mine kammerater i garden og gik hjem og sagde til mine forældre.

Jeg kan dog takke dem i dag for det som de sagde til mig. De sagde nemlig, at det var helt ok at jeg ville stoppe. Dog synes de lige at vi skulle give den lidt tid og vente nogle måneder inden vi traf den endelige beslutning. Hvis jeg stadig hen på den anden side af nytår havde lyst til at stoppe, så ville de melde mig ud. Det fjernede alt presset på mig, da jeg vidste at jeg snart kunne stoppe. Jeg fortsatte så med at spille de næste måneder.

Men hov… Jeg har da vist helt glemt at snakke med min mor igen om det. For da der var gået nogle måneder, så var jeg fuldt optaget af garden og alt hvad der foregik. Jeg brændte igen for at spille trommer og være med i garden. Jeg fik aldrig talt mere med min mor eller far om at ville meldes ud af garden. Og det er jeg super lykkelig for i dag.

Dette er også et meget godt råd til mine elever i dag, eller alle børn uanset hvilken forening man går i. Man støder ofte på nogle døde perioder uanset hvad man går til. I stedet for bare at give op og finde noget nyt at gå til, så prøv at se om ikke man kan fortsætte lidt og overvinde den døde periode og få ny energi og motivation.

Den måde mine forældre gjorde det på, synes jeg faktisk var temmelig god. De sagde ikke til mig at jeg SKULLE gå i garden og at jeg IKKE måtte blive meldt ud. Tværtimod sagde de jo faktisk at jeg godt måtte blive meldt ud (bare lige lidt senere). Det gjorde at jeg vidste at jeg snart kunne stoppe (hvis jeg ville) og dermed var der ingen konflikt for at skulle afsted. Jeg tror jeg på den måde fjernede nogle forsvarsmekanismer imod garden, hvilket gjorde at jeg igen kunne blive motiveret.

Mange små sejre

I løbet af min tid i Bornholmer Garden voksede jeg stille og roligt med opgaverne. Der er virkelig mange små ”sejre” som jeg synes er sjovt at se tilbage på, som gjorde at jeg fik masser af selvtillid og var med til at inficere mig mere og mere med garder-virussen.

Jeg mindes tydeligt hvordan det var, første gang jeg skulle spille solo i en af vores trommemarcher på gaden. Kan huske vi marcherede ude i Gartnervangen i Rønne. Den dag havde vejrguderne så lige bestemt at det skulle regne, så da vi kom til min lille solo, sagde min tromme ikke ret meget (regnen dæmper den en hel del). Men jeg spillede min solo og jeg var pavestolt den dag.

Det er også lidt sjovt at kigge tilbage på, hvordan tilsyneladende bittesmå ting, var meget stort i mit hoved. Et eksempel var at jeg forholdsvist hurtig som ung trommespiller, kom til at gå højrefløj i 2. række af trommerne. Man retter ind efter den til højre, så det var jo mig der styrede afstanden fra 2. række og op til 1. række. Faktisk skulle alle de andre rækker hele vejen ned igennem vores optog, forsøge at lave samme afstand imellem rækkerne, som jeg gik med oppe ved mig. Dét var noget der kunne gøre en 10-11 årig dreng meget stolt!

Senere rykkede jeg op som venstre fløj i første række og igen senere som højrefløj i første række. Begge tjanser var noget jeg anså som sejre og var glad og stolt over at være på de pladser. Jeg havde opnået nogle målsætninger.

Faktisk gik jeg så meget op i at gå højrefløj i første række, at jeg var i et stort dilemma da man manglede en trommespiller i orkesteret og jeg fik muligheden for at få den plads. Orkesteret gik bagefter tambourkorpset som jeg spillede i. Og som trommespiller i orkesteret, ville jeg ende med at skulle gå langt nede og inde midt i det hele. Jeg ville dog rigtig gerne prøve mig selv af i orkesteret, så det endte da også med at jeg spillede med i orkesteret.

Glemmer ikke min første marchtur med orkesteret, hvor jeg skulle spille stortromme for første gang. Det gik ikke så godt. Kan huske hvordan Rikke der spillede lilletromme, gik ved siden af mig og viftede med højrearm til mig hele tiden. Jeg var vist kommet til at spille efterslag og havde svært ved at vende det om, så jeg igen spillede det rigtige. Men det lykkedes til sidst og siden har jeg spillet stortromme en hel del gange.

Jeg kunne blive ved med at remse små sejre op og ting som gjorde mig super stolt i min tid i Bornholmer Garden. Det ville dog nærmest blive en hel bog. Men én ting mere vil jeg dog gerne nævne. Det var da jeg som 15-16-årig begyndte at arrangere musik til tambourkorpset. Jeg startede med at skrive et par trommestemmer og stille og roligt tog det fart. Men den allerførste trommestemme jeg skrev til en melodi, kan jeg huske at vi spillede på en tur vi var med Bornholmer Garden til København. Her faldt det sådan ud at på vores marchtur skulle vi passere Rådhuspladsen, og lige præcis mens vi gik dér, kom vi til den melodi jeg havde arrangeret. I kan tro der gik en stolt trommespiller dér. Der var nok ikke andre der tænkte over det, men jeg var i hvert fald meget stolt.

Musikken tager fart

Da jeg var de der 15-16 år, begynder jeg at interessere mig mere og mere for musikken og prøver flere og flere ting. Det ender også med at jeg melder mig på musikskolen for at få decideret enkeltundervisning (havde man ikke i Bornholmer Garden) ligesom jeg også meldte mig til klaver på musikskolen.

En af lærerne på musikskolen (Gregor Siegler) så min interesse (og talent??) og fik mig med i mange sammenhænge. Det var også ham der var med til at få mig videre i systemet, sådan at jeg efter yderligere et par år, kunne komme med i musikmiljøet på Sjælland. Her skaffede Gregor Siegler kontakt til min kommende lærer, Kgl. Kapelmusikus Ole Pedersen.

Med Ole som lærer begyndte der for alvor at ske ting og sager. Jeg kom med i mange forskellige sammenhænge på Sjælland. Ole underviste både på konservatoriet i Odense og på musikskolen i Hørsholm. På musikskolen havde Ole et af Danmarks absolut bedste marimbaorkestre, hvor jeg kom med. Med dem spillede jeg et hav af koncerter de næste 6-7 år og rejste rundt i det meste af Europa. Det gav en masse rutine og en masse oplevelser.

Ansat som lærer

I år 2000 flyttede jeg til Odense. Med det samme blev jeg faktisk ansat i Danehofgarden, hvor jeg stadig er ansat. I starten var jeg slagtøjslærer for slagtøjsgruppen i orkesteret. Dvs. Jeg havde kun ganske få timer. En stilling der sidenhen er udvidet til næsten at være fuldtid.

Jeg kom også kort efter ind i Odense Pigegarde som trommelærer. Dette valgte jeg dog fra igen, da jeg et års tid efter blev tilbudt at blive dirigent for tambourkorpset i Danehofgarden. Det var i Marts 2002. Så alle de stakkels elever i tambourkorpset i Danehofgarden har måttet slås med mig i snart 12 år.

Sidenhen har jeg også været et par år som dirigent for tambourkorpset i Holbæk Garden, ligesom som jeg har undervist på en lang række øveweekender og events rundt om i landet. Så der er snart ikke mange garder i Danmark, jeg ikke på den ene eller anden måde har undervist.

Hvordan har kulturen så udviklet sig?

Nu presser jeg jo mig selv lidt med ovenstående overskrift. For det er jo et kæmpe område og noget jeg også kan skrive bøger om, hvordan mit syn er på det, men jeg vil da ganske kort lige prøve at beskrive et par ting.

Dengang jeg startede i garderverdenen, var både Bornholmer Garden og rigtig mange andre garder i landet (har jeg siden erfaret) faktisk temmelig store. De havde ingen problemer med at skaffe medlemmer, de væltede sig i arrangementer og publikum var ret vilde med garderne rundt om i landet.

Sådan er det bare ikke mere. Jeg kan huske hvordan vi henover sommeren havde vildt mange arrangementer. Vi var altid ude at spille hver weekend og flere gange var der 2 arrangementer samme dag. Når vi var på ture, foregik det i 2 busser!! Nu må I rette mig hvis jeg tager fejl, men jeg har altså ikke hverken set eller hørt om nogle der ankommer til DM med 2 fyldte busser med gardere.

Op igennem 90’erne dalede gardernes popularitet stødt og her i 00’erne er der en hel del garder der har måttet dreje nøglen om og nedlægge sig selv.

Er det en udvikling vi skal acceptere? Er det en udvikling som vi ikke kan gøre noget ved? Skal vi læne os tilbage og vente på at der sker et mirakel? Eller skal vi slænge os i hængekøjen og vente på at garderne måske kan blive populære igen? Er løbet kørt?

NEJ !!

Nu kan du blive sur på mig eller være dybt uenig. Det er du i din fulde ret til.

Jeg oplever utrolig meget engagement og meget aktive frivillige rundt omkring i landet, som yder en stor indsats. Der bliver slidt og slæbt. Folk som vier deres liv i mange år for at hjælpe deres garde med at få hverdagen til at hænge sammen. Det er så fedt at se en flok forældre, stå mega tidligt op, for at lave morgenmad til stævner, eller pukle med at arrangere loppemarked for at tjene penge osv.

Men dér hvor jeg ofte i ligeså høj grad ser mangler, er på det overordnede strategiske plan. Sådan som jeg oplever det, er der rigtig mange ledere i de danske garder, der piver over manglende medlemmer, manglende arrangementer og svigtende opbakning. Men jeg oplever samtidig at rigtig mange af de samme garder, stort set ikke har ændret noget som helst (i det store billede) i måden de driver garden på og hvordan de optræder på arrangementer, siden engang i 80’erne.

Selv repertoiret er mange steder ikke ret meget forandret. De melodier man spiller på gaden når man marcherer, er ofte det samme som man spillede dengang, måske med et par enkelte fornyelser.

Jeg kan se og høre rigtig mange garder, der spiller musik, som jeg også spillede som barn. Bevares det er god musik og det kan vi også spille. Men det var ny musik dengang, og det spillede man dengang. Spiller man noget af det nye musik i dag? Ja, et par enkelte stykker måske, men hvor meget?

Tiderne og samfundet har udviklet sig markant siden 80’erne. Børn og unge har i dag mange muligheder. Der er mange ting de kan gå til, ligesom de også har smartphones, facebook osv. der sluger tid. Men der er altså også plads til en fritidsinteresse som en garde. De kan jo sagtens gå til mange andre ting og bruge masser af tid på det. Dans, musicals, fitness, zumba, fodbold og meget mere, har de unge jo ingen problemer med at bruge mange timer på hver uge.

Så det handler i mit hoved om, at vi i garderverdenen er blevet alt for kedelige. Vi må op i gear og levere nogle federe oplevelser for både vores medlemmer og for publikum.

Mange garder har lidt et ry som snærter henad at være et slags ”museumskorps”. Men det er klart, hvis man intet har ændret siden ’85. Så er det snart et 30 år gammelt show man leverer.

Noget af det som jeg oplever succes med, er at opgradere Danehofgardens almindelige standkoncerter med forskellige show-elementer. Mange garder (og også Danehofgarden indtil forrige sæson) står jo ofte helt stille i 2 halvmåner når man spiller standkoncerter. Her er man faktisk temmelig kedelige at se på og vi påvirker kun publikums høresans. Ja, sådan har vi altid gjort og det var fint nok i 80’erne.

Men i vore dage, kan man jo ikke komme ud til en lille bitte skolekoncert eller skolemusical, uden at sceneshowet er påvirket af lys, røg og masser af bevægelse. Det er alle vegne. Desuden bliver publikum mere og mere vant til at se de store shows på TV, hvor den får fuld gas med sceneshow. Her påvirkes stort set alle vore sanser og synssansen er mindst ligeså vigtig som høresansen.

Det er bla. dér, jeg synes at mange danske garder fejler. Det hele går op i at tænke på høresansen og man glemmer synssansen. Min teori er, at når vi hører god musik, men hvor musikerne ser kedelige ud, så tænker vi at musikken er ”nogenlunde”. Men hører vi nogenlunde musik og ser et nogenlunde show, så synes vi at det er ”rigtig godt”. Tænk så bare, hvis musikken og showet er godt, så er publikums oplevelse jo FREMRAGENDE.

Og det er dén udvikling jeg har været med til at sætte i gang og som jeg knokler med i Danehofgarden. Både publikums reaktion og gardernes tilbagemeldinger er yderst positive.

Tidligere var garderne nærmest flove over at optræde nede på Torvet, da publikum alligevel ikke lyttede (jo, en flok forældre gjorde) og var der andre unge mennesker i nærheden, så grinede de nærmest af garderne.

Nu har jeg hørt indtil flere af mine gardere GLÆDE sig til at spille på Torvet og vise vores show, ligesom at de unge mennesker der før stod og grinede, er blevet helt paffe og er endt med at stå og juble med og komme og opfordre os til at lave meget mere af den slags.

SE DET ER DA IKKE SÅ RINGE ENDDA??

Og ja, det er da lidt grænseoverskridende, at skulle til at finde ny musik, evt. få det arrangeret optimalt til gardens besætning og ikke mindst begynde at have danse-undervisning. Men når først man mærker publikums reaktion, så bliver garderne mere og mere modige og så har vi gang i en den gode spiral.

Så min faste overbevisning er, at garderne sagtens kan være populære, også her i 2013 og årene fremover. Det handler udelukkende om at tænke i nye baner, følge med i samfundet og se hvad der er populært. I stedet for så at sidde og brokke sig over at nogle andre ting er populært, så prøv at kopier de ting der populære og tag det med ind i garderkulturen og tilpas det en smule så det stadig kan bruges.

Danehofgarden er stadig en helt almindelig garde og bygger stadig på de samme kerneværdier (efter min mening) selvom vi har puttet lidt dansetrin, fede soloer og lidt at grine ad, ind i vores shows. Garderne lærer stadig at spille god musik, de lærer stadig respekt for andre mennesker, de lærer samarbejde og demokratiske værdier at kende. Nu får de såmænd også bare en smule bedre kondi ud af det og endnu større klapsalver fra et meget vokset publikum.

Så min opfordring skal da klart lyde, at hvis man i din garde (eller en helt anden forening) oplever problemer med medlemstal eller antallet af bookninger på arrangementer, at I så sætter jer ned og tænker helt ud af boksen og tænker strategiske tanker. Man bør i princippet tænke som en virksomhed. Hvis ens produkt bliver forældet eller er på vej til at blive det, så må man i gang med noget innovation, og få udviklet nye produkter der kan sælges i stedet for.

Det kan sagtens lade sig gøre. Danehofgarden var også 50 medlemmer for ikke så vildt lang tid siden. I dag er man 95 generelt meget glade medlemmer med fuld fart og energi på.

Og hvor er jeg dog glad for at arbejde med dem J. Er pavestolt hver gang de optræder.

Jeg vil meget gerne høre fra dig, hvis du er enig eller uenig i det jeg har skrevet her til sidst. Kunne være rigtig sjovt at høre hvilke betragtninger og oplevelser der findes rundt omkring 🙂 Det jeg har skrevet er jo bestemt ikke den eneste løsning på gardernes problemer. Der findes mange muligheder. Det handler bare om at udnytte dem. Det kunne derfor være sjovt at høre hvis der findes flere succes historier rundt omkring.

Jeg mener at alle garder har muligheden i en eller anden form for at lave noget, som kan være med til at vende udviklingen i den lokale garde. Jeg kommer meget gerne med forslag eller tager diskussionen hvis man mener det er umuligt. So bring it on… 😀

Ellers er jeg klar på at tage fat på de næste mange års opgaver i garderverdenen 🙂 Vi ses derude. Hvor er det dog en fantastisk kultur!!